Han hed Steen Volmer Jensen, fødtes i 1942 og døde nytårsaften som 68-årig.

Steen var selvstændig ingeniør og vil mange år huskes for Mini-El, som var det officielle navn for den eldrevne trehjuler, som uvidende medier fejlagtigt kaldte for en bil og sammenlignede den med.

Den, der skriver dette, døbte køretøjet Ellert(en) og har fået 'patent' på navnet hos Dansk Sprognævn. Dog spøgte der på et tidligere tidspunkt en eldrevet knallert med samme navn, men det vidste hverken Steen, jeg eller de fleste.

Dåben i kildevand hos Dronningborg Maskinfabrik i Randers (1987) fandt sted i god tro, og der var visioner om 100.000 eksemplarer til blandt andre amerikanske stater. Herhjemme oprettede flere kommuner P-pladser med gratis strømforsyning.

Produktionen i Randers nåede 4.000 eksemplarer. Undervejs fik Ellerten en række børnesygdomme kureret, men det lykkedes aldrig at forbedre konceptet så meget, at Mini-El kunne blive et reelt alternativ som pendler eller bil nr. to.
 
Det var helt galt med rækkevidden. Kun med held kunne man uden opladning undervejs tilbagelægge turen fra Randers til Århus og fra de storkøbenhavnske forstæder til city.
 
Med dagens litium-batterier kunne Ellerten måske have klaret sig. Men bly-batterierne var tunge og rakte ikke langt - og da slet ikke, hvis køreren gjorde brug af fjernlys, blæser og varme. Endelig var Ellerten nem at overse i trafikken; faktisk burde den have haft et roterende gult blink for at advare trafikken om, at her kom en snegl med kun 30-40 km/t. (endnu mindre op ad bakke).

Alligevel fik Ellerten af Poul Møller MKDs Ærespris samme år (1988), som Peugeot 405 blev Årets Bil herhjemme. Kåringen fandt sted på Svogerslev Kro.

Ellert-projektet startede under kodeordet U36, og Leif Nielsen prøvekørte den første i Motor i 1985.
Mini-El City fik MKDs ærespris ved Årets Bil 1988, valgt i 1987. Afdøde Poul Møller var præsident, som det hed en gang.

El-Trans i Randers krakkede, men fik på et tidspunkt en vis opblomstring i Sydtyskland og Schweiz, men underskriveren og navngiveren bekendt fremstilles den ikke længere.

Idéen om et røg- og støjfrit 1 1/2-personers køretøj til nærtrafik var prisværdig, men den blev mere til grin end til gavn, og så gik der oven i købet ild i flere eksemplarer.

Siden fulgte Hope Whisper fra Hadsund (no hope) og Kewett - men de var ikke som Ellert el-drevne kabinescootere, men havde fire hjul og to sæder. Rækkevidden var stadig ikke værd at skrive om.

Tidens mest udbredte elkøretøjer var ingen af de nævnte, men den polske Melex, som i stort antal sås på DSBs perroner og på landets golfbaner.

Vi tager endelig afsked med både Ellerten og Steen V. Jensen. Idéen var ikke tosset, men timingen ikke vellykket.

Finn S. Knudstrup

(indlægget har været lidt længe undervejs til Motorblokken pgra. kiks i kommunikationen)